Selv om livet ikke altid er til at grine af, eller i det hele taget, er der noget at grine og være glad over?
Tina, min gode veninde som jeg har et samarbejde med omkring de foredrag som skal holdes for personale i plejesektoren, skrev til mig – kan du ikke skrive om hvornår du grinede uden Ole? – .
Først tænkte jeg – det vil være lidt mærkeligt at skrive om – men jeg kunne jo godt huske det.
I den første tid efter at Ole fik sin hjerneblødning var jeg nok lidt skamfuld over at grine, det lyder måske lidt mærkeligt, men kan man være glad når man står i sådan en traumatisk og trist situation?
Ja det kan man da godt, mit liv var jo ikke gået i stå, som jeg har skrevet før i min blog.
Mine dejlige ”unger”, mine skønne børnebørn har fået mig til at grine mange gange, sådan er børn jo.
Men det der med at bevidst sætte sig ned i sofaen og se noget som jeg virkelig grinte af, uden Ole ved min side, tog alligevel et stykke tid.
Ole og jeg plejede at se ”Rundt på gulvet” og især når deltagerne skulle på de skrå brædder, der var vi begge ved at falde ned af sofaen mange gange pga. grineflip.
Det tog mig et stykke tid inden jeg faktisk havde lyst til at se den udsendelse uden Ole, vi var gennem hele vores 10 år lange forhold, vandt til at gøre ting sammen, grinede meget af de samme ting.
Der gik nok en små 2 måneders tid inden jeg havde lyst til at se ”Rundt på gulvet” alene, alene på sofaen.
Ok tænkte jeg, jeg kan jo godt lide den her udsendelse, hvorfor skal jeg ”nægte” mig selv at se det, jeg skal jo det her igennem, jeg skal videre med mit ”normale” liv, det er jo ikke mig der er syg.
Så tænkt så gjort, først syntes jeg det var sådan lidt mærkeligt at sidde der alene og grine for mig selv, men da de skulle ud i at agere på de skrå brædder kunne jeg godt mærke at der var en masse grin i mig stadig, jeg grinte først lidt tilbageholdent, men så brast jeg ud i et grin så jeg var ved at falde ned af sofaen, ligesom jeg plejede. Det var i bunden en dejlig følelse at bare kunne grine og grine.
Det at tillade sig selv at være glad, at kunne grine, er jo på mange måder en forløsning i en svær tid.
At grine løser op for den der knude man går rundt med når man er i sorg, knuden der er frygt, håb og ”opgivenhed”, knuden der gør at man er ved at kaste op. Tro mig det hjælper at grine og nej man skal ikke være flow over at man til trods for sorgen kan få sig et godt grin.