Mange af Jer der læser min blog har kendt Ole i mange år, I ved hvor pertentlig og perfektionistisk Ole var med sit udseende og sin påklædning, og I der ikke set ham andet end på de billeder jeg lagt op kan jo nok også udlæse af billederne hvor pæn og smuk han var.

Hvis Oles hår bare lå ½ cm ud over ørerne var det straks ned til frisøren og å studset håret, det siger lidt om hvordan han var.

At se Ole i dette lange sygdomsforløb har ikke kun været en sorg over at han, som den person han var, ikke var der mere, men samtidig at se ham ubarberet, usoigneret, langhåret, ja en forfatning som ingen der kendte ham kan forestille sig.

Der er undervejs så mange situationer som gjort så ondt, hvor jeg følt mig totalt magtesløs i forhold til hans værdighed.

Han lå på Riget i 4 uger bevidstløs, men han var ikke usoigneret der, han var fint barberet og så ud som en Ole der bare sov, ja det gjorte han jo også men han så ikke sølle ud.

Da han kom til Holbæk sygehus var han vågen, men hvor bevidst han var omkring sig selv det ved jeg jo ikke, for mig var det svært at se min elskede Ole i det forfald var svært. Han lå bare der, havde ikke været i bad i næsten 2 måneder, ingen der tog sig tid til at vaske ham ordentlig, nogle gange lugtede han af tis, da han måtte have ble på, langskægget, Ole der altid var så pænt glatbarberet.

Munden fuld af mundsvamp, fordi ingen lyttede til mig når jeg påpegede at han var ved at få mundsvamp.

Forestil Jer hvor uværdigt det har været for mig, jeg skulle sørge for at Ole fik skiftet ble, stå og vaske min mand i de nedre regioner, sørge for at han fik ordnet sin mund, sørge for at han fik vasket sine hænder.

At hele tiden være på og være Oles plejer har gjort meget ved mig, jeg følte at alt var taget fra mig, alt var taget fra Ole.

Der skal samles en hel del styrke som pårørende i alt det her, man er nødt til at se bort fra det ydre og huske det indre i sin elskede, nogle gange havde jeg det så dårligt a jeg ikke havde lyst til at se Ole, men måtte mande mig op, for det var jo ikke Oles skyld. Jeg kunne jo heller ikke blive hjemme, for hvad skete der så? Skulle han så ligge hele dagen med en våd ble, ikke blive vasket?

Nogle gange hvor jeg senere i forløbet kom besøg kunne jeg udlæse af Oles T-shirt hvad han havde spist i løbet af dagen. Komme på besøg hvor de nedre regioner er helt blottede, hvor blev etikken af?

Det er svært at skulle møde disse situationer gang på gang der er noget der går i stykker hver gang men som pårørende er man nødt til at rejse sig igen og igen, for hvad sker der ellers?

Man taber tiltroen til et system der skulle være så godt, ja det siger de ude i verden.

Der er så mange situationer hvor værdigheden er ikke-eksisterende så det er svært at skrive om alle situationer, for så ville det fylde mange sider.

Dem der arbejder med mennesker, skal ville mennesker, jeg har alt for mange gange mødt personale som ikke har villet andre mennesker som mennesker, men som et stykke arbejde. Ikke med dette sagt at der ikke er personale som gør et stort stykke arbejde.