3117 9416

Kristianslund 34B, 4000 Roskilde

Dagen efter Oles bisættelse havde jeg mine to mindste børnebørn på besøg, Fredrik 4 år og Storm 3½ år.

De sidder ude i haven og graver, så spørger jeg – hvad laver I to banditter? Farmor vi er til begravelse. Vi begraver Ole -.

Senere sidder de og spiser frokost og har en samtale om Ole.

  • Farmor vi vågner Ole til dig (F)
  • Jamen Ole er jo død (J)
  • Jamen altså farmor vi vil vågne ham til dig (S)
  • Ole kan jo ikke stå op, han ligger i en kiste (J)
  • Vi løfter ham bare op til dig (S)
  • Ole sad jo i kørestol, han kunne jo ikke stå på sine ben (J)
  • Altså farmor jeg holder ham bare (F)
  • Ole kan man ikke vække mere (J)
  • Ok så sidder han oppe på en sky, ligesom min morfar (S)

Børns umiddelbarhed er så smuk, jeg har mange gange sagt at, hvis jeg ikke havde haft disse små banditter og Cirke så havde jeg haft svært ved at abstrahere fra min til tider barske hverdag. Her har jeg hentet energien til at kæmpe videre.

Cirke (Cirkeline) tog Oles død meget hårdt, hun var meget ked af det, nok fordi hun er den eneste der kan huske Ole som rask. Ofte sagde hun – farmor det var jo Ole der lærte mig at cykle på den trehjulede, det kan jeg godt huske -.

Cirke har altid kaldt Ole for Ole, men efter han er død siger hun min papfarfar. Han har betydet rigtig meget for Cirke. Ole var den der tog sig af Cirke når hun var syg, han sad ofte med hende på sofaen hvor den lille syge Cirke lå og sov i hans favn. Ole var den der troligt sad ude på legepladsen sammen med Cirke.

Nu er det vigtig at vi lever med alle gode, skønne minder vi har.