Svære beslutninger.
Ole bliver mere og mere træt og sover rigtig meget.
Nu havde Ole været ude af antibiotika et stykke tid og burde være på vej til at ikke være så træt mere.
Eftersom vi (personale og læge) havde besluttet at Ole ikke skulle have flere indlæggelser pga. at hans skader var så omfattende og man måtte se i øjnene at Ole skulle leve på denne måde, måske i årevis. Vi viste jo i realiteten ikke hvorfor Ole ikke kom op på det niveau som han været før lungebetændelserne, men mistanken var at hans shunt igen var ved at stoppe til.
Ole fik jo i forvejen noget blodfortyndende pga. blodproppen i benet og noget blodtrykssænkende pga. risikoen for en ny aneurisme.
Nu skulle jeg igen tage den svære beslutning om man skulle stoppe med disse medikamenter til Ole, jeg viste jo at så ville risikoen for at Ole enten fik en ny blodprop eller en ny aneuriseme.
Med hjertet hamrende ringede jeg hans læge op for at tage samtalen om at seponere all hans medicin.
Jeg fik en lang og god snak med hans læge, som var enig med mig i at Oles tilstand var så dårlig nu så det bedste for Ole var at få fred, at stille få sove ind.
Ole var nu erklærede terminal.
Det var rigtig svært på mange måder ar skulle ud at besøge Ole nu. Den ene årsag var at jeg aldrig viste helt hvornår han var våge, han var max vågen 5 timer i døgnet, den anden årsag var at det var rigtig svært at se ham på denne måde.
Nu ønskede jeg at Ole skulle få lov til at sove ind, selv hvor hårdt det lyder for nogen, men Oles liv var så uværdigt efterhånden.
Jeg sad mange gange bare og kikkede på ham fordi han sov, eller kun var vågen i 10 minutter ad gangen.
Jeg havde besluttet mig for at nu skulle Ole selv få lov at bestemme hvornår han ville slutte sit liv, men jeg fortalte ham flere gange at han ikke skulle kæmpe for min skyld for jeg elskede ham højt og ville passe på ham indtil det sidste, hvis han ville give slip, så var jeg der og det var ok.
Ole var hjemme på besøg den 5. januar, det var hårdt at se på, han sad nu i en komfortstol fordi han ustandseligt faldt i søvn og der var bedre støtte for ham i sådan en stol. Jeg kunne mærke at han trak sig mere og mere ind i sig selv og ikke var nærværende. Jeg måtte endnu engang tage en hård beslutning, jeg magtede ikke at tage Ole hjem mere, han viste jo alligevel ikke at dette var hans hjem.
Jeg tog stadig ud og besøgte ham på plejehjemmet, nogle dage sprang jeg over fordi jeg ikke magtede at se Ole på den måde, så meldte den dårlige samvittighed sig, men jeg viste samtidig at Ole jo ikke viste om jeg havde været der dagen før eller der var gået en uge, det trøstede mig lidt
Han var nu så svag og afkræftet at han ikke selv kunne spise, og spiste og drak i øvrigt ikke ret meget, han forsvandt nu meget ind i sig selv.
Oles datter kom på besøg den 17. januar, mine tanker gik meget på at nu når Louise havde været hjemme og hilst på ham, så havde han jo sagt farvel til alle dem der betød noget for ham og som været der igennem de sidste 2 år. Hans datter og barnebarn, mine børn, svigerbørn og børnebørn.
Søndag den 19. januar hvor jeg kom op til Ole var han faldet i en dyb søvn. Oles datter, mine børn, svigerbørn og børnebørn kom også og vi var der til sen aften Børnene legede omkring Ole og vi andre snakkede og grint ind imellem.
Jeg sad og holdt om Ole og viskede stille til ham at han måtte gerne give slip nu, vi elskede ham og det var ok, han havde kæmpet i lang tid sammen med mig.
Ole sov ind den natten, den 20. januar.
Vi havde den samme følelsen alle sammen, det var godt for Ole, nu havde han fået fred.
Jeg har her til sidst i dette indlæg en bøn til alle Jer der har læst dette, Jeg ønsker at der ikke bliver kommenteret på dette indlæg i det offentlige rum, men I må gerne like.