Ole er nu tilbage på Trekroner Plejehjem.

Han bliver mere og mere apatisk og passiv, ligner snart en ”grøntsag”.

I denne periode går jeg med tunge skridt og besøger Ole, det er svært at se at han bare sidder der og nærmest glor på en væg, selv om han havde sine billeder og Lego klodser at beskæftige sig med.

Da jeg gik derfra, var det med tårene trillende ned ad kinderne, jeg var så magtesløs og fortvivlet.

Alle mine kampe skulle åbenbart ende på denne måde, følte ikke der var nogen der lyttede.

Personalet virkede ikke at kende til noget om Ole og hvad han fejlede.

Følelsen af at Ole faldt mere og mere ”sammen” var svær at takle, jeg ønskede på ingen måde dette for Ole, det var uværdigt og ikke i orden.

Nu kan man jo godt sige at det lagde Ole jo nok ikke så meget mærke til, fordi han levede jo i sin egen lille verden, hvor hver time var et nyt liv, groft udtrykt, men sådan var det for Ole kunne intet huske af det der skete for 15 minutter siden, ej heller noget om sit liv.

Det var ikke altid han kunne huske hvad jeg hed, men jeg har aldrig været i tvivl om at han godt viste at jeg ikke var bare en af alle de andre, det var trods alt en trøst.

Det at skulle mande sig op hver gang for at køre ud til Ole var svært, 8 ud af 10 gange skete det at jeg brokkede mig over et eller andet. Jeg viste jo næsten på forhånd at der var et eller andet som de ikke havde taget højde for. Ole var ikke dement, han var hjerneskadet og det er noget andet, man skal tage andre hensyn, og træning betyder alt for en hjerneskadet.

Jeg har nu aldrig været typen som har blevet totalt handlingslammet i svære situationer, SÅ jeg måtte jo tage til pennen og skrive, nu var min tålmodighed brugt op.

Jeg skrev et brev til borgmesteren og et læserbrev til Roskilde Avis.

Der gik ikke mange dage førend jeg blev ringet op og der blev planlagt et møde med repræsentant fra kommunen og plejecentret.

Mødet gik godt og man tog mig alvorligt, og var med på at der skulle laves ændringer i forhold til Ole, han havde brug for genoptræning og aktivering.

Der blev etableret et miniteam omkring Ole og han fik tilkendt en §86 (vedligeholdende genoptræning).

Der blev aftalt at der skulle holdes 14-dages møder med mig, personalet og centerlederen.

Endelig skete der noget som gik i Oles retning.