Det var nu gået små tre uger.
Ole var igen indlagt på Holbæk Sygehus, for hvilken gang har jeg tabt regningen på.
Denne gang med en blodprop i benet.
Jeg møder op på sygehuset om aftenen fordi jeg har været oppe og besøgt Bjørn og atter igen oplever jeg at der ikke bliver passet på Ole. Der serveres aftensmad kl. 14.30 ca. og jeg kommer ved 19.30 tiden.
Det der møder mig, er en Ole der sidder i en komfortstol med mad bakken stående foran sig, ovenpå mad bakken ligger en avis, plantet i resterne af maden. På gulvet ligger Oles briller, og han ser i den grad usoigneret ud. Jeg tilkalder en sygeplejerske og spørger ind til hvorfor han sidder på den måde, ja de havde jo travlt var svaret.
Dagen før havde jeg talt med en sygeplejerske omkring Oles tilstand og spurgt ind til hvordan det var mht. blodproppen, svaret var at han havde en blodprop i venstre lyske, hmmm det var nu i højre lyske oplyste jeg om, og så tænkte jeg at, det var jo godt at han ikke skulle have amputeret benet for så var det jo det forkerte ben der havde blevet sat af.
Næste dag da jeg kom op på afdelingen sad Ole så yderligt, på et liftsejl, at han gled ud af komfortstolen, heldigvis var jeg til stede og kunne holde ham så han ikke bankede hovedet ned i gulvet.
Ole kommer efter par dage tilbage til plejecentre.
Det går igen små tre uger, så ryger han til Køge Sygehus, med mistanke om urinvejsinfektion, dagen efter bliver han sent retur til Plejecentret for at senere på dagen blive indlagt på Roskilde sygehus.
Jeg tager derop for at tale med sygeplejersken om hvad han nu fejler. Synet der møder mig er mindst sagt chokerende, Ole er iført en hospitalsskjorte, ingen bukser kun en ble som gledet til siden, og så kan man jo selv forestille sig resten. I den grad nedværdigende.
Jeg prøver på at få fat i en sygeplejerske for at finde ud af hvad Ole fejlede nu. Tre gange ringer jeg på klokken og får svaret at hun kommer. I mellemtiden opdager jeg at Ole har trykvabler på begge sine hæle.
Endelig kommer en sygeplejerske OG en assistent, de stiller sig op og skælder mig ud i munden på hinanden fordi jeg havde ringet tre gange i løbet af en time, og gerne ville vide hvad min mand fejlede.
Den diagnose jeg får oplyst er, at han har urinvejsinfektion.
Dagen efter kan jeg se på sundhed.dk at han har lungebetændelse.
Endnu en gang oplever jeg at man ikke ved hvad man laver og man som pårørende er magtesløs.
Dette skaber stor mistillid til vores sundhedsvæsen.