Vi nærmede os den 9. januar hvor Ole skulle flyttes til CNN i Næstved.
Hele afd. På Trekroner glædede sig til at Olle endelig skulle ned til CNN og have noget mere intensiv træning.
Dagen før han skulle afsted havde jeg bestilt fodpleje til Ole, og der opdager vores foddame at Ole har et så på storetåen, det var jo ikke så godt men vi var fortrøstningsfulde, det skulle de nok få styr på nede i Næstved, det var jo trods alt en del af Næstved sygehus og der var læger på afsnittet hvor Ole skulle være.
Oles ting var pakket og klart til næste dag den 9 og Ole blev sat i en bus, han skulle afsted alene, da jeg skulle køre i egen bil, jeg skulle jo tilbage til Roskilde bagefter.
Ole blev installeret på et lille værelse på afdelingen, men de lovede at flytte ham til et større når de blev et ledigt.
Jeg talte med læge og kontaktpersonale, og der skulle afholdes ugentlige opfølgningssamtaler, det var jo fint, men de skulle absolut holdes om onsdagen. Jeg bad dem om at prøve på at ændre det til en anden dag, da jeg var begyndt at bevæge mig lidt ud og startet at læse religion på VUC. Jeg følte efterhånden også at det var vigtigt for mig at få lidt bogligt input, det havde jeg savnet i lang tid. Men ak nej det kunne man ikke bare sådan ændre på. DET var jeg godt nok ærgerlig over, mit ”frirum” blev nærmest taget fra mig pga. rigiditet. Nå men, det var jeg jo snart vandt til, at modarbejdes.
Ole blev igen mere træt, og den 15. januar bliver han indlagt på Riget med mistanke om at hans shunt ikke fungerede optimalt.
Han blev opereret den 17 og jeg prøvede at komme i kontakt med Riget for at høre hvordan det var gået, svar – Vi har travlt, vi ringer senere – der ringede ikke nogen. Dagen efter ringede jeg yderligger 2 gange, fik samme svar – Vi har travlt, vi ringer til dig senere -. INGEN ringede tilbage, jeg anede ikke hvordan det var gået med operation, eller hvordan Ole havde det. I 1½ døgn voksede uroen, man bliver bange som pårørende når der ikke svares bare på et enkelt spørgsmål som, ”hvordan går det?”
Jeg talte med min gode veninde og hun sagde prompte ”Linda nu kører jeg dig ind til Riget”, så gjort!
Ole havde det ok, og jeg fik talt med en læge, også om hans tå, som stadig var meget infekteret, så o slags antibiotika for den tå.
Hvis vi andre har en infektion i kroppen bliver vi ret trætte og sløve, det gør en der er hjerneskadet også, men det påvirker dem meget mere end det vil gøre for os der er raske, så Ole var meget medtaget af alt der var sket.
Det var ikke så mærkeligt at Ole virkede MEGET fraværende da han kom tilbage på CNN. Dels flytningen, dels infektionen i tåen, men også i høj grad flytning frem og tilbage fra CNN til Riget, operation og flytning tilbage til CNN.
Endnu havde Olen ikke fået en chance til at vise hvad han kunne og hvad der kunne trænes på og nu var det allerede gået 12 dage af hans ophold på CNN.