Så kom dagen hvor Cirke havde fødselsdag. Vi havde trænet spisning af Skildpade is i flere dage nu, ergoen havde trænet mundmuskulaturen så synkefunktionen var begyndt at fungere.

Det var på mange måder en stor dag.

Ole kom for første gang ud at køre efter hans skade, og for første gang i 5 måneder måtte han få noget at spise. Ole havde indtil nu kun levet af det sondemad han fik tilført gennem en sonde, der var indopereret direkte i mavesækken.

Vi hyggede og Ole fik is, Cirke var stolt over at Ole trods alt var kommet med til hendes fødselsdag.

Nu kunne vi starte med at Ole til en vis del skulle kunne begynde at spise og drikke, og på sigt kunne få fjernet sin PEG sonde fra maven. Men der var et stykke vej at gå endnu inden han udelukkende kunne “leve af” rigtig mad.

På dette tidspunkt var Oles tale stadig meget dårlig, det var mest ja og nej og hans stemme var meget svag. Vi havde haft en talepædagog ind over, men den hjælp jeg gerne ville have haft kunne ikke lade sig gøre. Hvis Ole skulle til talepædagog skulle han transporteres fra Trekroner og til Ro’s Torv, det var det rene vanvid, da det ville tage alt for mange kræfter fra Ole, så træningen ville ikke give noget pga. at han allerede ville var utrættet ved ankomst. Talepædagogen foreslog at Ole skulle have en tale-forstærker, et headset med højtaler ved siden af. Nu var det jo ikke det jeg havde bedt om hjælp til, så jeg blev vist lidt “spids” overfor talepædagogen. Hun kunne jo bare have kommet med nogle “fif” om hvordan Ole kunne trænes i at bruge sin stemme. Det ville jo ikke hjælpe Ole på nogen måde at have en tale forstærker, når det var styrken i hans stemme der skulle trænes. Den tale forstærker blev pænt pakket ned og blev aldrig brugt. Vi måtte finde andre veje da man fra fagligt hold ikke kunne komme med nogle fornuftige løsninger.