Ole var/er ikke typen der giver op, og altid den hjælpsomme og smilende person.

Selv nu når hans frihed er meget begrænset og afhængig af andre mennesker så smiler Ole og virker tilsyneladende tilfreds med tingene sådan som de nu er. Det er på dette tidspunkt svært at vurdere hvor meget Ole faktisk opfatter af sin situation, nogle gange kan det virke som om han forstår, men til andre tider slet ikke aner at han er så syg og skadet som han egentlig er. Men vi kæmper videre, kæmper med at få Ole til at kunne stå og støtte på sine ben, og kæmper med hans synkefunktion. Målet er stadig at han skal kunne komme ind i bilen og at han skal kunne spise Skildpaddeis til Cirkes fødselsdag. Ole er sej og kæmper, men det trætter ham også rigtig meget. Han får stadig kun sondemad, nu på 5 måned og stadig ikke rigtig noget gennem munden mere end det vi træner, og det er måske en teskefuld om dagen.

På dette tidspunkt viste vi ikke helt hvor meget Ole skulle komme til at kunne huske så vi/jeg fandt på mange ting for at kunne trigge hans hukommelse. Jeg besluttede at vi skulle en tur ned på havnen til linedans. Det var så svært for mig at kunne tage mig sammen til dette, da det havde været en af de ting vi nydt så meget sammen. Det var svært at skulle konfronteres med at, det var nok en af de ting som vi aldrig skulle komme til at gøre mere, dette vores store fælles interesse.

Jeg måtte alliere mig med nogle af vores gamle dansevenner og nabo som støtter, for jeg viste det ville være svært, men for Oles skyld ville jeg give det en chance. Det var svært, meget svært, at skulle “træde ind på scenen”, så at sige, men takket være mine støttepersoner kom jeg det igennem, og det vigtigste var at Ole så ud som om han nød det og sad og nynnede lidt med, men konstaterede dog at “det kan mine ben nok ikke klare”. Det var som om han alligevel forstod lidt af sin manglende evne til nogle ting. Vi kom det igennem og det var rart at “have det overstået”.