Det var besluttet at Ole skulle flyttes til “fortsat genoptræning” på Trekroner Rehabiliteringscentre den 23 maj 2018. Ole var endnu en gang kommet sig ovenpå en infektion, selv om han var meget træt. Oles datter Louise var hjemme fra Luxemburg. Louise og jeg kørte ud til Trekroner i forvejen for at tage imod Ole når han kom. Jeg havde det ikke for godt ved at han nu skulle være på Trekroner, som jeg skrev om før.

Da jeg kom ud til Trekroner så jeg lige pludselig stedet på en anden måde, som velkomst fik jeg et kæmpe kram af en af assistenterne T, hun ændrede hele min holdning til stedet. Ole ankommer og pludselig så jeg en smilende og vågen Ole, så følte jeg at det nok var det rigtige alligevel. Et par dage efter blev der afholdt Evalueringsmøde hvor vi planlagde hvad der skulle ske af optræning.

Til mødet deltog Ergo, Fys., sygeplejersken og assistenten som var Oles kontakt personer. Jeg måtte jo “æde min hat” og fortælle dem hvad mit syn havde været på stedet, indrømme at jeg nok havde taget fejl. Denne nye positive holdning skyldtes at Ole havde blevet tildelt et fantastisk tværfagligt team, som virkelig ville Ole, og kæmpede sammen med mig for at Ole skulle kunne tilegne sig den træning som blev tilbudt. Da jeg ved at det er enormt vigtig med taktil stimulation, og fordi jeg savnede “min Ole” aftalte jeg ofte med personalet at lejre Ole, da han skulle hvile, så at der også var plads til mig.

Jeg lå tit og bare holdt om Ole og i hele taget var jeg medvirkende i den daglige træning. Langsomt, meget langsomt, gik det fremad, men der var lang vej endnu. For første gang mødte jeg nogle mennesker/personale der lyttede på mig og også passede på mig, talte med mig, forstod hvordan JEG havde det.

Til det sidste Planmøde på Holbæk Sygehus blev der aftalt at Ole skulle indstilles til det de kaldte “Spor 3”, hvilket betyder at hans tilstand skulle genoptages i løbet af efteråret, for at se hvor meget de kunne opnå af genoptræning på Trekroner.