Oles hustru, plejer, pårørende, talerør og advokat. Ja jeg kan i denne sammenhæng tilføje mig mange “titler”, men jeg er også Linda, mor og farmor.

At tale om mig selv er jeg ikke særlig god til og især i dette lange forløb, men ikke des mindre er jeg en meget stor del af Oles forløb.

At være Linda har været svært og i grunden ved jeg ikke helt hvor hun er lige nu, jeg er og har været Oles pårørende.

Jeg får her lyst til at løfte en lille flig om hvordan det har været, at være Oles pårørende.

Man kan jo nok sige at mit liv som den selvstændige personen Linda forsvandt en hel del i baggrunden den dagen Ole fik sin hjerneblødning. At passe på Ole og tale på Oles vegne har fyldt rigtig meget, at være vred og frustreret har nok fyldt resten. Som jeg skrev i en af de andre indlæg så gik det lang tid inden jeg græd og at græde ligger nu ikke sådan til mig, at være handlingslammet ligger nu heller ikke til mig.

For at forstå min situation gik jeg med til at komme på et pårørende kursus, hvilket jeg meget hurtig fandt ud af at det var vist ikke lige mig. Jeg gik med i nogle grupper på Facebook for pårørende, det var så heller ikke lige mig. Jeg følte ikke jeg havde brug for at dele vores/min historie eller lytte til andres, ikke fordi jeg synes det er ligegyldigt eller at jeg er ligeglad med andres skæbne, slet ikke. Jeg havde mere brug for at være aktiv, gøre noget for at forandre, føre det videre, finde ud af hvad der kunne gøres. Jeg prøvede at gå til psykolog, fordi næsten alle syntes at det nok var en god ide at jeg fik talt med en psykolog. Efter tre gange blev psykologen og jeg enige om at det havde jeg ikke brug for, og som psykologen sagde til mig – du er jo en god problemløser og har løst situationerne inden du kommer her- og så afsluttede vi vores sessioner der, med et stort varmt kram af psykologen, med ordene – du klarer det her godt selv-. Til sagen hører også at jeg har en fantastisk læge som jeg har og kan støtte mig til.

Mit liv blev fyldt op af Oles skæbne, jeg brugte meget af min tid, som jeg skrevet før, på hospitalet og senere hen på Rehab. Det betyder jo også tab af venner, familie for overskudet er der bare ikke. At hele tiden skulle være på forkant med hvad der skete/sker kræver at man er meget til stede både fysisk men også i den grad mentalt. Jeg har det nu bedst hvis jeg er en smule forberedt og på forkant med det der sker, og håbe på at tingene ikke kommer helt bag på en, det er så ikke altid muligt.

Jeg har under hele denne lange process ikke talt så meget om vores skæbne, Oles skæbne, fordi det har jeg ikke haft plads til. Og det jeg skriver nu må INGEN tage ilde op over, for det er bare sådan som jeg føler det og det er lige det jeg vil dele med Jer.

Jeg har ikke haft plads og lyst til at høre andres kommentarer (ja undskyld hvis jeg nu kommer til at træde nogen over tæerne) . Kommentarer som “Det skal nok gå alt sammen skal du se, Ole kommer snart hjem igen” Hvor har jeg haft lyst til at skrige nogle gange NEEEEEJ det kommer ikke til at gå, nej Ole kommer ikke hjem mere. Floskler som “Pas nu godt på dig selv” Hvordan skal jeg kunne det når jeg ikke engang føler at jeg er mig. ” Jeg forstår ikke hvordan du stadig kan stå oprejst” jo det kan jeg fordi jeg er mig, og kampen har i sig selv gjort at jeg har kunnet stå det her igennem. Jeg er absolut ikke nogen “Superwomen”, jeg har haft mine dage hvor jeg lukket mig inde, ikke talt med nogen fordi jeg ikke har kunnet rumme alle de ting der skulle tages stilling til. Som jeg skrev i mit forrige indlæg så er det ikke kun funktionen som den plejende, der er mange ting udenfor selve sygdommen, praktiske ting, penge og økonomi. Jeg har brugt mange timer i telefon for at finde ud af hvordan gør jeg i de forskellige situationer, både med hensyn til hvad jeg kan gøre for at Ole skulle få den mest optimale behandling gennem sit forløb, og hvordan jeg rent økonomisk skulle forholde mig til vores situation. Jeg er i den heldige situation at jeg jeg har et stort netværk af personer der er indenfor sundhedssektoren, som jeg trukket rigtig meget på, jeg har på den konto lært at forstå hvad en hjerneskade betyder og hvad der sker, det har hjulpet mig meget i de overvejelser og de beslutninger jeg under vejs har taget. Jeg har nok været mest vred og frustreret under forløbet, og egentlig glad for min vrede, fordi den har jeg kunnet handle på. Jeg har kæmpet imod et system som er så låst og rigidt så man tror ikke at det er i vores land det sker. Jeg har flere gange under vores forløb haft lyst til at skrige løbende væk fordi presset er blevet for hårdt, men jeg står stadig her på barrikaderne og råber.

Jeg har det skønneste frirum, hvor jeg ikke tænker.Mit frirum, mit helle, hedder Cirke, Fredrik og Storm.