Så kom dagen hvor Ole skulle flyttes til Holbæk Sygehus, i det man kalder fase 2, dvs. man her skulle starte med genoptræning og vurdere Oles videre færden gennem genoptrænings systemet.
Ole blev flyttet sent om eftermiddagen, hvor Daniel, Louise og Storm ville besøge ham, så vi kørte alle til Holbæk i stedt for. Ole lå nu på en tomands stue.
Til hele sagen hører at Holbæk sygehus, for dem der ikke kender det, er et gammelt og slidt hospital. Stuen Ole kom ind på var Lille og Ole blev placeret lige indefor dørren op i et hjørne, så han kunne ikke engang se ud på gangen, der var lige til nød plads for et sengebord og en stol, det var lige før man fik klaustrofobi da man var der.
Ved siden af Ole, ja delt med en skærm, lå en meget højtråbende (det var ikke pæne ord der ko ud af hans mund) mand ved vinduet, han var heldig han kunne i det mindste se ud på træer og mennesker der gik forbi udenfor. Der lå nu Ole, langskægget, usoigneret og spjætende hver gang manden ved vinduet råbte ukvemsord, ikke til nogen men ud i luften.
Lægen kom ind for at forklare hvad der nu skulle ske, han var meget flink og imødekommende og fortalte om hvordan Oles hjerne var skadet, han fortalt også at Ole havde nogle diffuse skader som man ikke helt viste hvordan ville udvikle sig. Lidt rystet over at få at vide at der måske var flere skader end vi havde forudset.
Dagen efter tog jeg op og besøgte Ole og det var nærmest en traumatisk oplevelse at se Ole ligge der, trykket op i et hjørne,stadig med langt skæg og i mine øjne var der ikke nogen der rigtig havde taget sig af den del der hedder pleje.
Talte med en sygeplejerske om der ikke var en anden stue da det ikke var særlig rart der hvor han lå, nærmest som om han var kørt ind i et skab, det var der ikke for afdelingen overbelagt, ja det kunne jeg jo også se på gangen, der lå 5 mennesker bagved skærme, absolut ikke optimalt for nogen, så var det jo bedre at Ole lå hvor han lå, måtte jeg jo konstatere. Fordi jeg nævnt at det var rigtig dårligt og at jeg havde det skidt med at Ole skulle ligge der og at manden ved siden af lå og råbte, fik jeg til svar af sygeplejersken – om det ikke var en god at jeg opsøgte en psykolog?- det var nu ikke det jeg havde brug for at høre…. Her starter vores kamp igennem de første mange måneder på Holbæk Sygehus.