Den 18. februar 2018 var vores anden bryllupsdag, det blev en meget stille dag.

Ole havde nu ligget bevidstløs i 8 dage, tiden var lang da vi ikke vidste hvornår han ville vågne op, hvis han nogensind ville vågne op.

Jeg talte med lægen og han sagde at man viste ikke om han nogensind vågnede op igen, han kunne i princippet ligge på den måden i årevis.

Det var en svær dag.

Ole lå der med slanger alle vegne, han havde dræn fra hjernen da der stadig stod blod mellem hjerneskallen og selve hjernen, som bevirkede at trykket på hans hjerne var alt for højt. Han blev passet og plejet på bedste vis, han havde sin “egen” personale da han lå på intensiv.

Det var svært at besøge ham, da han bare lå der, men han var barberet fint HVER dag, en af sygeplejerskerne, en mandlig italienere, sørgede for at han blev barberet med skraber. Jeg havde virkelig følelsen af at de passede godt på min kære Ole på Riget.

Jeg skulle senere i forløbet finde ud af at sådan var virkeligheden ikke udenfor intensiv afd. Han så nu så fin ud der han lå i sengen, men der var ingen livstegn, udover at han trak vejret gennem respirator.

Men jeg var vred på Ole, jeg var ked af det, syntes ikke han bare skulle ligge der, ruskede i ham, vågn op, vågn nu op for pokker.

Håbet var alligevel stort, men tiden gjorde jo at spekulationerne omkring HVOR skadet han hjerne blev bare større og håbet om at få Ole tilbage som den Ole han var svingede meget.

Det eneste vi kunne gøre var at vente og vente.