Lørdagen den 10. februar 2018 startede som så mange andre dage, bortset fra at vi skulle passe Storm, mit yngste barnebarn.

Vi skulle holde vores anden bryllupsdag og min fødselsdag (som egentlig var den 18 feb.) lørdagen efter, den 16 februar, derfor havde vi besluttet at, når Storm vågnede fra formiddagslur skulle vi gå ned i Roskilde by og bestille bord til fejring af dette.

Som altid passede vi på at gå i bad og gøre os klar imens børnene fik middagslur, der var fred og ro til at tage bad og hygge lidt om os selv.

Jeg havde været i bad, så nu var det Oles tur at gøre sig klar. Ole kommer ud i køkkenet og siger “for H hvor har jeg fået ondt i mit hoved” , i et kort øjeblik tænker jeg – åh nej bare det ikke er en blodprop- men slår det hen som pjat. Ole sætter sig et øjeblik på sofaen, og min kommentar var ” øh skulle du ikke i bad?” “jo jeg går nu” er Oles kommentar, dette er den sidste sætning jeg hører fra Ole hvor han er bevidst om hvad der sker. Kort efter gik jeg ud på badeværelset for jeg er faktisk ret bekymret over den hovedpine. Ole har gennem de år jeg kendt ham, og før der, haft nogle mærkelige anfald af hovedpine, men det er slået hen med at det nok var migræne, men jeg havde det lidt underligt denne gang.

Jeg banker på døren til badeværelset, intet svar, og så går det panik i mig, der er noget galt, ganske rigtig, Ole sidder på toilettet med hovedet lænet op på toiletbordet og vil ikke vågne op. Jeg prøver at få slået numerate til 112, men kan ikke se/finde tasterne, så jeg gik ud på opgangen og bankede på naboens dør , som måtte ringe for mig.

Hun ringede 112 og fortæller senere at der gik ikke andet end 4 minutter så var ambulancen der. Jeg gik rundt om mig selv og kunne ikke finde ud af noget som helst, heldigvis lå Storm stadig udenfor og sov, så han blev forskånet for alt der skete rundt omkring ham.

Jeg fik taget mig sammen og ringet til mine sønner, Daniel (Storms far) var i Kalundborg og kastede sig i bilen mod Roskilde. Bjørn, min anden søn kom for at køre mig til Rigshospitalet.

Vi landede på Rigshospitalet kort efter at Ole var blevet indlagt og ventede på at blive opereret, vi gik ind for at se til ham og Bjørn siger til mig “Mor giv nu Ole et stort kys, det er jo ikke sikkert at du ser ham i live mere”. På vej ind til Rigshospitalet ringer vi til Oles datter, som bor i Luxemburg, dvs det var Bjørn der måtte tale med hende, jeg var ikke i stand til at sige en fornuftig sætning.
Daniel og Storm støder så til på Rigshospitalet, og Bjørn kører hjem. Cirkeline , mit ældste barnebarn skulle til koncert med Markus & Martinus den dag, og det havde hun glædet sig til i rigtig lang tid, så hendes dag skulle ikke blive ødelagt, ligemeget hvordan det her sluttede. Ole blev opereret i 4 timer, det var en massiv hjerneblødning, nu lå han i koma. Vi kunne ikke gøre mere så vi vendte tilbage til Roskilde, totalt udmattede og så kunne vi bare vente på udgangen. Noget søvn for nogen af os blev det ikke rigtig.

Det var den dag alt forandredes.